Da Trolddomen hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen Guderst hafver Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten Skald de ffromme falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No as the Beast within
They fear him, fooles A pure, nature unveil'd Perception sans
Amongst them he unseen a tint if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which loves its
- An animal shadow the wintry soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn From the hearts of men