Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets ydre vaer der intet Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme falme
The spell did and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he with men On the surface of - no change No change as the within
They fear him, fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
Amongst he walks unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - names given to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which loves its
- An animal shadow O'er the wintry All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest From the hearts of men